LeasePlan vil være CO2-neutral inden 2030
Sammen med ni globale partnere lancerer vi initiativet EV100, der skal sætte turbo på udskiftningen af benzin- og dieselbiler med elbiler. Vores ambition er, at hele vores bilflåde på 1,7 mio. biler skal være CO2-neutral inden 2030 – og vores medarbejdere går forrest.
Elbiler er fremtiden, men desværre går det for langsomt med udskiftningen. Vi vil i LeasePlan gerne tage et ansvar og drive den miljørigtige omstilling.
Derfor går vi nu sammen med ni andre globale virksomheder og partnere om at lancere initiativet EV100. Formålet er at sætte turbo på udskiftningen af benzin- og dieselbiler med elbiler og at gøre politikere og regeringer opmærksomme på behovet for bedre lovgivning inden for området. Det skal nemlig bedre kunne betale sig at tage miljørigtige valg for virksomhederne – også når de vælger bilflåde.
Som verdens største leasingselskab med 1,7 mio. biler på verdensplan og 32.000 i Danmark har vi et stort ansvar. Og vi er klar til at gå forrest. Vores konkrete mål med EV100 er:
- At hele vores bilflåde skal være CO2-neutral inden 2030
- At alle vores medarbejdere skal skifte til elbil inden 2021
- At påtage os ansvaret for at hjælpe og opfordre vores kunder og samarbejdspartnere til også at gøre en forskel.
EV100 er et ambitiøs projekt og en del af vores globale strategi, der handler om at gøre det attraktivt og nemmere for især virksomheder at vælge elbiler og andre miljøvenlige alternativer. Det indebærer bl.a., at vi vil hjælpe og uddanne flådeansvarlige hos virksomheder og kommuner, så de kan træffe bæredygtige valg og skubbe fremtidens mobilitet i den rigtige retning.
I Danmark står vi over for en særlig stor udfordring. Lige nu er det mest kommuner, der vælger elbiler ud fra en strategisk beslutning om at støtte udviklingen. Vi ser gerne, at flere virksomheder følger trop, men desværre gør de høje danske afgifter det svært for mange at satse benhårdt på elbiler. Det håber vi, at EV100 kan være med til at skabe opmærksomhed omkring – også på Christiansborg.
EV100 er udviklet i samarbejde med organisationen The Climate Group og er det første initiativ af sin slags, hvor en række globale virksomheder forpligter sig via en række konkrete mål, der skal drive udviklingen og øge efterspørgslen på elbiler frem mod 2030.
Vores øvrige partnere er Unilever, Baidu, IKEA Group, HP Inc., Vattenfall, PG&E, Deutsche Post DHL og Metro AG.