LeasePlan uddyber og kommenterer på Finanslov 2020 "Fortsæt udviklingen i din virksomhed som planlagt"

Læsetid: 4 min.Information
Vi har kigget dybere ind i de nye lovforslag og vurderet konsekvenserne, hvis de bliver gennemført i den nuværende form.
Da lovforslaget endnu ikke er vedtaget i endelig form, men alene ligger til behandling, skal vi på det kraftigste understrege, at vores kommentarer alene sker på baggrund af det fremsatte lovforslag og afledte konsekvenser heraf. I forbindelse med høringsrunden vil der utvivlsomt blive fremsat spørgsmål af både principiel og teknisk karakter.
Del denne nyhed

Beskatning af miljøvenlige biler

Regeringen foreslår konkret, at der indføres et fradrag på 40.000 kr. i den skattepligtige værdi på eldrevne- og pluginhybridbiler, hvilket vil betyde en besparelse på 3.333 kr. i månedlig beskatning. Lempelsen foreslås at løbe i 9 måneder, fra 1. april til 31. december 2020.

Det foreslås desuden, at lempelsen også skal gælde miljøvenlige biler, der allerede stilles til rådighed for en medarbejder.

For at kunne sammenligne effekten på konkrete modeller, indeholder lovforslaget følgende eksempel:

Værdi på elbil: 500.000 kr. Årlig skattepligtig værdi: 300.000 * 25 % + 200.000 * 20 % = 115.000 kr. Foreslået månedlig nedsættelse i den skattepligtige værdi = 40.000 kr. / 12 = 3.333 kr.

Månedlig beskatning i den foreslåede periode fra 1. april 2020 til 31. december 2020 = 115.000 / 12 – 3.333 = 6.250 kr. For en topskatteyder med en trækprocent på 54 % vil det således betyde en konkret besparelse på 1.800 kr. efter skat pr. måned i perioden.

Da beskatningsgrundlaget minimum er 160.000 kr., vil der ikke kunne opnås negativ beskatning.

Registreringsafgift på miljøvenlige biler

Det foreslås, at den planlagte stigning i registreringsafgift i 2020 annulleres, således at afgiften i 2020 vil være på niveau med 2019. Desuden foreslås det, at den planlagte stigning i bundfradraget i 2020 annulleres, således at fradraget i 2020 vil være på niveau med 2019

Såfremt lovforslaget vedtages i sin nuværende form, vil registreringsafgiften på miljøvenlige biler i 2020 skulle fastsættes efter samme forhold som i 2019.

LeasePlan anbefaler

Såfremt lovforslaget vedtages i sin nuværende form, vil det have en positiv effekt på den enkelte medarbejders beskatning af fri bil, såfremt medarbejderen af sin arbejdsgiver har fået stillet en miljøvenlig bil til rådighed.

Da lovforslaget desuden tilgodeser allerede registrerede køretøjer, anbefaler vi derfor ikke virksomheder at foretage ændringer i sin flådesammensætning af miljøvenlige biler i 2019, såfremt forslaget vedtages i sin nuværende form.

Såfremt din virksomhed i øjeblikket planlægger at investere i en miljøvenlig flåde, er der dog med lovforslaget skabt et incitament til at påbegynde disse investeringer i 2020. Det skyldes dels, at de planlagte stigninger i registreringsafgiften foreslås annulleret, dels at de planlagte stigninger i 2021 foreslås uændret, og dels at der opnås en kontant besparelse for medarbejdere i den månedlige beskatning.

Lovforslaget i sin helhed vil derfor tilgodese virksomheder, der investerer i miljøvenlige biler. Ønsker du konkret rådgivning omkring sammensætning af en miljøvenlig flåde, står LeasePlan naturligvis klar til det.

Stramning af reglerne for beskatning af firmabil

Det foreslås at stramme reglerne for beskatning af firmabil, således at beskatningsgrundlaget ved fri bil følger den genberegning, som foretages efter REGAL §9a. Såfremt lovforslaget vedtages i sin nuværende form, vil beskatningsgrundlaget ændres til den tekniske nypris som følge af en genberegning maksimalt 4 måneder efter 1. indregistrering.

Det foreslås, at den genberegnede nyvognspris først skal være gældende fra genberegningstidspunktet, hvorfor der ikke vil blive korrigeret i beskatning med tilbagevirkende kraft. Det foreslås desuden, at der ikke vil ske ændringer i beskatningen af biler registreret 1. gang før 1. februar eller biler, der stilles til rådighed for medarbejderen før 1. februar. Biler der stilles til rådighed for medarbejdere efter 1. februar foreslås således omfattet af reglerne, herunder også allerede registrerede biler, som stilles til rådighed for ny medarbejder efter 1. februar.

LeasePlan ser en del operationelle og principielle udfordringer, såfremt lovforslaget vedtages i sin nuværende form. Derfor er det på nuværende tidspunkt for tidligt at komme med en endelig konklusion på den effekt, lovforslaget måtte have.

Lovforslaget har dog som overordnet formål at sikre den del af statens indtægt på beskatning af firmabiler, som den mister ved, at leasingselskaber kan indkøbe biler til en lavere pris end i det normale detailled. Såfremt lovforslaget vedtages i sin nuværende form, vil det derfor kunne betyde en stigning i beskatning af firmabiler, som fremover skal følge genberegning i registreringsafgift.

Den konkrete betydning vil være forskellig fra model til model, hvor effekten typisk vil være større, jo højere værdi modellen har. En stigning på mellem 5-10 % i skatteværdien afhængig af bil vil derfor ikke være usandsynlig.

LeasePlan anbefaler

Da der som nævnt fortsat er stor usikkerhed omkring lovforslagets praktiske håndtering, er det endnu for tidligt at vurdere den samlede konsekvens. Såfremt lovforslaget vedtages i sin nuværende form vil der ske en ændring af beskatningsværdien for alle biler, som stilles til rådighed for en medarbejder efter 1. februar.

Da der allerede sker genberegning jf. registreringsafgiftsloven, vil lovforslaget dog ikke have nogen effekt på virksomheders månedlige leasingydelser, men alene påvirke beskatningen for de medarbejdere, der har fået stillet fri bil til rådighed efter 1. februar.

For virksomheder, der lige nu har bestilt eller planlægger at bestille biler til levering i 2020, vil lovforslaget i sin nuværende form betyde, at der for biler indregistreret efter 1. februar vil skulle ske berigtigelse af beskatningsværdien i forbindelse med genberegning efter registreringsafgiftsloven. Derfor vil forslaget resultere i en højere beskatning for biler indregistreret efter 1. februar 2020 end for en tilsvarende bil, der er indregistreret inden 1. februar 2020.

I LeasePlan oplever vi desværre, at der ofte sker en opbremsning i leasingmarkedet, når der kommer nye lovforslag, der påvirker registreringsafgift og beskatning, primært fordi virksomheder og førere er i tvivl om effekten af lovforslagene. Det er dog samtidig vores erfaring, at markedet ligeså hurtigt opvejer denne opbremsning, så snart lovforslagene er vedtaget, og effekten er almen kendt.

Der kan derfor være en risiko for, at man bremser udviklingen i sin virksomhed uhensigtsmæssigt som følge af manglende investeringer, alene foranlediget af et lovforslag.

Vi anbefaler derfor, at man fortsætter sine planlagte investeringer som hidtil. Efter lovforslaget er vedtaget i sin fulde form, og man kender den fulde effekt, kan man derefter analysere eventuelle ændringer i flådesammensætninger og fremtidige investeringer.

I LeasePlan overvåger vi situationen tæt, og så snart vi kender den fulde effekt af et endeligt vedtaget lovforslag, rækker vi naturligvis ud til alle vores kunder.

Udgivet 10. december 2019
Var disse oplysninger nyttige?
10. december 2019
Del denne nyhed