Christian Grau anmelder den nye Qashqai - en populær pioner
Nissan Qashqai erobrede crossover-markedet som en af de første og bedste i klassen. I mellemtiden er markedet vokset, og konkurrenterne strømmet til, så kan originalen stå distancen mod Peugeot 3008, VW Tiquan og alle de andre? Christian Grau kørte nyheden.
Skru tiden ti år tilbage, så befinder du dig i en forbrugsfest, hvor alle familier drømmer om en SUV, men mange alligevel synes, at det lige bliver voldsomt nok. Netop der i 2007 rammer den første Nissan Qashqai markedet som en af de første crossovers – altså en mellemting mellem en SUV og en fornuftig stationcar med forhjulstræk og mere beskeden motor. Resultatet er en tiltrængt salgssucces for Nissan, og i de følgende år slår Qashqai sit ellers vanskelige navn fast som en overkommelig familieflytter med indbygget SUV-udstråling. Succesen fortsætter med anden generation i 2013, men med skarp konkurrence fra nyheder som Peugeot 3008, Seat Ateca og Renault Kadjar er det blevet tid til en opfriskning.
Derfor er Qashqai nu på gaden med et facelift, som visuelt bedst genkendes på den nye V-formede køler, der sammen med led-lygterne giver Qashqai mere karakter forfra. Bagfra er ændringerne marginale og fra siden begrænser de sig til et nyt fælgdesign, så man skal have nørd-hatten på, for at spotte den. Det samme gælder indvendigt, hvor bilen har fået et nyt rat og nye, bedre sæder. Lidt men godt –og endnu bedre, hvis man vælger den nye udstyrsvariant Tekna+ med læder, Bose-anlæg og andre lækkerier.
Strammet op og mere lydløs Jeg kastede mig over Tekna+ iført 130 dieselheste og firehjulstræk og manuelt gear. En komfortabel sag, der dog ville have gjort sig endnu bedre med automatgear, da blandingen af det stærke dieselmoment og det manuelle gear let får bilen til at gå ud, hvis man er for frisk på koblingen. Hellere spare firehjulstrækket end således at udstille sine manglende færdigheder, for motorens skyld er det jo ikke. Den er endnu mere lydløs i den nye udgave, og samtidig er affjedringen og styretøjet strammet op, så du kan vælge de nye store fælge uden at bilen føles hårdere af den grund. Styretøjet føles ligeledes en smule hurtigere, men jeg savner dog stadig en lidt mere direkte følelse i rattet og i det hele taget lidt mere spræl.
Tydelige familieværdier Det er absolut smag og behag, og Nissan vægter tydeligvis familieværdierne frem for det sporty, som fx Peugeot så fint betoner på 3008. Sammenlignet med den – og flere andre nye konkurrenter – kigger man også forgæves efter digital instrumentering i Qashqai. Det kan jeg personligt godt leve med, men til gengæld, savner jeg decideret en adaptiv fartpilot og muligheden for en aktiv vognbaneassistent. Det er en enorm sikkerheds og komfortfaktor, og så er det standard eller i det mindste tilvalg på mange nye biler.
Set i det lys fremstår Qashqai en postgang ældre end de nyudviklede konkurrenter, og det råder faceliftet ikke bod på. Til gengæld får du stadig meget bil for dine leasingkroner og endnu mere SUV-feeling end tidligere.
Nissan Qashqai dci 130 4WDMotor: 4-cylindret diesel Hestekræfter: 130 Moment: 320 Nm. v. 1750 ordr. Tophastighed: 190 km/t Acceleration: 0-100 km/t på 10,5 sek. Brændstofforbrug: 20,4 km/l (EU-norm). Co2-udledning: 129 g/km. **
Overvej alternativt at lease** Klassen for overkommelige crossovers boomer, så kør et par alternativer før du lægger dig fast. **
Peugeot 3008** Årets bil Peugeot 3008 er lidt mere sportslig og moderne i stilen end Qashqai. En konservativ type ville måske foretrække japaneren, men ellers får du mere ny teknologi her. **
Renault Kadjar** Renault har fået vind i sejlene med et nyt maskulint formsprog. Som med Qashqai får du masser af SUV-feeling for små penge. Jeg fortrækker den lidt nyere Peugeot, men oplev selv forskellen. **
Seat Ateca og Skoda Karoq** Rækker budgettet ikke til en VW Tiguan har Skoda og Seat hver sit bud på et billigere alternativ, bygget på samme platform. Teknologisk og sikkerhedsudstyrsmæssigt er begge biler et mulehår foran Qashqai.