Ny Mercedes-Benz A-klasse: Aldrig har du været smukkere…

Læsetid: 3 min.Teknologi & innovation
Den lille nye A-klasse er en diva uden lige og har aldrig været frækkere, smukkere og mere gennemført, end den er nu. Jeg har haft bilen til test og fundet flere nye features, som jeg er ret så begejstret for. Læs med her og find ud af hvilke…
Del denne nyhed

Ny Mercedes-Benz A-klasse: Aldrig har du været smukkere…

Ny Mercedes-Benz A-klasse: Aldrig har du været smukkere…

Mød vores bilanmelder nummer to Vores populære bilanmeldelser af Christian Grau får nu et supplement i form af Kvindernes Bilmagasin, hvor kvinden bag, Benedicte Engel, jævnligt vil anmelde nye modeller. Benedicte har mange års erfaring som sælger i bilbranchen og arbejder nu til dagligt med at testkøre og anmelde, skrive artikler, optage videoer, arrangere events og meget mere i forbindelse med sit online bilunivers, Kvindernesbilmagasin.dk, hvis fornemmeste opgave er at klæde kvinder bedre på til at vælge bil samt gøre det nemmere at have bil i hverdagen.

Graciøs diva har set dagens lys Den lille nye A-klasse er en diva uden lige og har aldrig været frækkere, smukkere og mere gennemført, end den er nu. Jeg har haft bilen til test og fundet flere nye features, som jeg er ret så begejstret for. Læs med her og find ud af hvilke…

Tilbage i 2012 tog Mercedes-Benz et vigtig skridt i deres historie – de havde præmiere på den nye A-klasse. I mange år havde vi været vant til “den høje A-klasse”, den som mange huskede som “vælte-peter”. Egentlig utroligt hvordan sådan et udsagn hænger ved i folkemunde. Historien var, at en af de allerførste testbiler i 1997 var tippet en smule over på testbanen – en fejl, der hurtigt blev rådet bod på fra Mercedes-Benz’ side, og som aldrig skete siden. Men alligevel er det det første, kunderne husker, og stadig den dag i dag 15 år efter: “Nåårh ja, det var den bil, der væltede” . Anyway, der skete et kæmpe skridt fra den gamle A-klasse til den nye. Pendanten hos Audi, den smarte A3, havde været på gaden i mange år, men jeg skal da nok lige love for, at Mercedes sørgede for, at der nu var kommet kamp til stregen.

Mange eksklusive detaljer i det nye design Om du er til stjernen eller de fire runde ringe er en smagssag, men den nye A-klasse er altså noget for sig. Designet er mere gennemført end før, fronten er graciøs, de flotte blinkende øjne i forlygterne og den glitrende diamantgrill i midten giver bilen et meget æstetisk udtryk. Bagenden er fræk med den dobbelte udstødning i krom, og de noget mere gennemførte baglygter end på den tidligere model. Overordnet set er den lykkedes rigtig godt og har lige fået prikken over i´et sammenlignet med den tidligere model.

Kørekomforten er der heller ikke noget at sætte en finger på. Rattet er virkelig lækkert, sæderne er dejligt skåleformede og behagelige. Pladsen er god – der er overraskende god plads til de lange ben på bagsædet, og klapvognstesten i bagagerummet har den også bestået. Fin plads.

Nytænkende navigation Bilen er proppet med lækkert udstyr, og som altid, når jeg stiger ind i en ny Mercedes, oplever jeg en ny feature, som man ikke har set hos nogle af konkurrenterne. Og denne bil er ingen undtagelse. Bilen har simpelthen “live-navigation”, som er det nye MBUX (Mercedes-Benz user experience). En navigation, som forbinder virkeligheden med digital skiltning (på mediadisplayet), mens du kører. Du kan se vejen, du kører på, igennem skærmen. Et kamera i forruden optager området foran bilen. Fremhævede husnumre og gadenavne letter orientering for at komme frem til destinationen. En feature, der imponerede mig meget, og som fortæller mig, at vi er kommet endnu et skridt nærmere de selvkørende biler. Og den følelse får man også når man sætter sig ind i kabinen. Den ligner nærmest et futuristisk rumskib.

Mercedes - Live Navigation
“Live-navigation” som viser din kørsel på vejen

Jeg prøvekørte en A200 1,3 med 120 HK. Ikke just en racer, men som hverdagsbil klarer den sig rigtig fint. Testbilen havde bla. følgende udstyr: Memory-pakke, eldrevet panorama-skydetag, head-up display, DAB-radio, AMG designlinje, premiumpakke, Burmester® surround sound system, nightpakke, MBUX og 19? AMG letmetalfælge i krydseget design.

Det er svært at finde noget negativt at sige om den nye A-klasse, men jeg lagde mærke til en lille ting. De store sølvknapper, som justerer klimaanlægget, virker meget plastikagtige. Og så har blinklyset en noget fesen lyd! Små detaljer som på ingen måde ødelægger helhedsoplevelsen, som jeg er meget begejstret for.

Er du vant til at tilbringe mange timer på landevejene i en stor stationcar, men overvejer at drosle ned i størrelse uden at gå på kompromis med luksus og ekstraudstyr? Så vil du elske den nye A-klasse! Jeg giver den 5 ud af 6 stiletter.

Beskatning starter fra 290.000 kr.

Udgivet 26. september 2018
Var disse oplysninger nyttige?
26. september 2018
Del denne nyhed

Relaterede artikler

Tips & tricks
Kør sikkert ind i vinteren20. december 2021 - Læsetid: 1 min.
Tips & tricks
Tjekliste til sommerklargøring af bilen22. juni 2021 - Læsetid: 2 min.
Tips & tricks
Bilferie: Sådan får du glade børn på bagsædet20. juni 2017 - Læsetid: 2 min.