Gode råd til bilferien
Der er nogle særlige ting, du skal være opmærksom på, hvis du vælger at tage bilen med på ferie. Vi vil gerne gøre vores til, at du får en god bilferie, og derfor har vi samlet 10 nyttige tips til, hvad du skal huske, når du tager bilen ud i verden.
1. Lovpligtigt sikkerhedsudstyr
I mange lande er det lovpligtigt at have sikkerhedsudstyr liggende i bilen. Sikkerhedsudstyr kan bl.a. være en sikkerhedsvest, advarselstrekant, førstehjælpskasse eller pulverslukker. I flere EU-lande skal der f.eks. være mindst én sikkerhedsvest i bilen, som kan anvendes, hvis der sker et uheld eller til udstigning ved motorstop.
2. Medbring del I af registreringsattesten
Husk del I af registreringsattesten (skal være originalen), som er blevet sendt til dig / eller din virksomhed. Der går ca. 3 uger efter ind- eller omregistrering af bilen, før din flådeadministrator modtager den originale registreringsattest fra os. Har du lige fået ny bil, og skal du bruge registreringsattest inden for de første 2-3 uger, skal du kontakte LeasePlan på lp@leaseplan.dk eller 3673 8310 for at få en fuldmagt, og derefter kan du rekvirere en midlertidig attest ved personligt fremmøde på et af de fire motorcentre i Taastrup, Odense, Aarhus eller Aalborg.
3. Rødt og grønt kort
Det er ikke længere nødvendigt at medbringe det røde kort ved kørsel i udlandet. Det røde kort er blot et telefonnummer til SOS, og det skal bruges, hvis du mangler assistance, eller hvis der er sket et færdselsuheld. Du kan kontakte SOS Rødt Kort Vejhjælp her: Rødt Kort Vejhjælp.
I langt de fleste lande indenfor EU’s grænser, samt i Norge, Island, Schweiz, Andorra og Serbien er det ikke nødvendigt at medbringe det grønne kort. Det grønne kort er et bevis på, at en bil er lovpligtigt ansvarsforsikret, og det skal medbringes fysisk i de lande, det er nødvendigt. Dit forsikringsselskab kan sende det grønne kort digitalt til dig, f.eks. via mail, så du selv kan printe ud og medbringe på rejsen.
4. Fælleseuropæisk skadeanmeldelse
Er uheldet ude, kan du ikke altid regne med at en dansk skadeanmeldelse vil hjælpe dig i udlandet. Det er derfor en god ide at printe den fælleseuropæiske skadeanmeldelse og have den liggende i bilen, hvis der skulle opstå en ulykke, mens du er i udlandet. På den måde kan du undgå unødvendige gener, mens du er på ferie. Du kan printe en fælleseuropæisk skadeanmeldelse her: Uheld i udlandet
Du kan læse mere om uheld og skader via: Uheld og skade
5. Motorvejs- og miljømærkater
Husk motorvejsmærkater, da du ellers risikerer en stor bøde. Mærkaterne er lovpligtige i Schweiz, Østrig, Slovenien, Tjekkiet, Slovakiet, Rumænien, Ungarn, Bulgarien og Montenegro. Går ferien til Tyskland og Italien, skal du i visse byer have et miljømærkat i forruden, da du ellers risikerer bøder. De kan bl.a. købes hos FDM.
6. Firmabil på ferie
Der er nogle helt særlige ting, du skal være opmærksom på, hvis du tager firmabilen på ferie. Det er altid en god idé at tjekke med arbejdsgiveren, at det er tilladt at tage firmabilen på ferie. Her er det en god idé at få overblik over, hvilken aftale der præcist gælder. Inkluderer den f.eks. udgifter til brændstof, motorvejstold, betaling ved tunneller, broer, færger m.m. Hvis ikke dit firma tilbyder fri brændstof, har du stadig mulighed for at opnå en god besparelse ved at få udgifterne trukket fra din bruttoløn som egenbetaling og dermed spare skatten. Her er det vigtigt, at brændstoffet er betalt med et brændstofkort, eller at du husker kvitteringerne.
7. Pak bilen med omtanke
Det er vigtigt at undgå løs bagage, da dette kan være til stor fare for passagererne i bilen, hvis der kommer en hård opbremsning. Man kan enten spænde det fast med et bagagenet eller opsætte et gitter, der adskiller kabine fra bagagerum. Med en tagboks undgår man helt løse genstande i kabinen og får samtidig mere plads i bagagerummet. Husk at tilpasse dæktrykket efter mængden af bagage.
8. Tjek indholdet af førstehjælpskassen
Hvis du ikke allerede har en førstehjælpskasse i bilen, bør du sørge for at anskaffe dig en inden bilferien. Det er vigtigt at tjekke indholdet og supplere med det, der måtte mangle. I flere lande er det lovpligtigt at have en førstehjælpskasse liggende i bilen, som kan anvendes, hvis der skulle ske et uheld.
9. Rejsevejledninger
I en tid med COVID-19 bør du undersøge eventuelle indrejserestriktioner for det pågældende land inden afrejse. Orientér dig også om røde og orange lande ud fra Udenrigsministeriets rejsevejledninger, da alle rejser frarådes til lande eller områder med disse farver, og rejser hertil kan have betydning for din forsikring på turen. I Udenrigsministeriets rejsevejledninger finder du desuden en række gode råd og nyttige oplysninger til alle lande. Læs mere her.
10. Husk de ting man ofte glemmer
- En lommelygte eller en pandelampe
- En powerbank til mobiltelefonen
- Varme tæpper i bilen
- Motorolie til turen
- Masser af vand og snacks
Læs mere om kørsel i Europa på:www.trafikken.dkwww.fdm.dkwww.sos.dk
VIGTIGT:
Husk en tidsbegrænset registreringsattest fra motorcenteret, hvis du har fået ny bil, og derfor kun har en midlertidig registreringsattest. Se pkt. 2.
LeasePlan ønsker dig en rigtig god bilferie!